I sidste uges episode kæmpede vi os vej ned gennem Sahara, og vores planer blev ved med at ændre sig. Delvis på grund af min lungebetændelse og dels fordi løfter ikke blev holdt. Vi blev ikke afhentet og kørt ned til hovedstaden i Mauretanien i en dejlig stor Mercedes – bare os to. Flere timer senere var vi syv mennesker i en mindre meget gammel bulet Peugeot stationcar.
Da jeg forlod dig i den sidste episode, forsøgte jeg at krydse grænsen mellem Vestsahara og Mauretanien med min rejsekammerat Edvard og en gruppe af lokale.
Fra vinduerne i bilen kunne vi ikke se meget mere end sand og kameler. Ind imellem kørte vi gennem små landsbyer med nogle små huse.
Vejene vi kørte på i Vestsahara var fulde af huller så store som badekar, men det ville kun blive meget værre, da vi kom ind i Mauretanien.
Dette er et meget fattigt land. Deres BNP placerer dem som omkring 140 blandt de 193 FN-lande i verden. Mauretanien er et land med godt en million km² og en befolkning på omkring 4 millioner mennesker.
Det tog os omkring 4 timer at få stemplerne i passet og få lov til at komme ind i landet.
Når man krydser en grænse som denne, er der typisk folk, der tilbyder atveksle penge. Det er noget, jeg aldrig ville gøre, men i dette tilfælde blev det anbefalet at gøre det. Til min store overraskelse er valutakursen, man får her meget bedre, end den man får i en bank i byen. Så med en smule mauretanske kontanter i lommen, fortsatte vi turen.
Vi kørte kun en kort afstand fra grænsen til et kryds. Og vi var meget forvirrede, fordi vi havde yderligere 500 km tilbage indenvi ville ankomme i Nouakchott.
Jeg husker at tænke “Åh nej, hvad nu? Endnu en kontrol…?” Derefter tog de vores tasker ned fra taget og stoppede en tilfældig forbikørende bil. De spurgte chaufføren, om han kunne tage os med ned til Nouakchott, og da han sagde ja, satte vi os ind i bilen og fortsatte.
Dette var en enorm opgradering. Det var en forholdsvis ny BMW uden buler. Chaufføreren kunne tale engelsk og bortset fra at ham gjorde sit bedste for at undgå de mange huller i vejen på vejen var det meget bedre.
Især for Edvard. Han fik endelig fået sin “shotgun-position” på forsædet, og jeg blev proppet ind på bagsædet, der var fuld af bagage. Der var næppe plads til en 10-årig derinde. Og jeg er en hel del større.
Chaufføren er en fyr fra Dakar, der var på vej tilbage i sin nye bil efter at have arbejdet i Italien i seks måneder.
Da vi kom til vores hotel Nouakchott var det efter midnat. Han kørte os til hotellet og sagde at han ville sove et par timer, inden han fortsatte klokken 4 om morgenen.
Han spurgte os, om vi ville køre med hele vejen til Dakar. Han gav os en meget rimelig pris for det, og efter at have set lidt af byen da vi ledte efter hotellet, tænkte vi ærligt ikke, at dette virkede som et sted med for meget at se. Vi tænkte også kun på at komme ned til Dakar, hvor vi havde en dejlig Airbnb ventende på os.
Sagde vi ja, ville vi være i en dejlig bil med en flink fyr, og vi behøvede ikke at bekymre os om at finde en anden gammel bulet bil, fyldt med mennesker, og som muligvis blive fuppet igen. Vi vidste, hvad vi havde, så vi besluttede at acceptere hans tilbud.
Næste morgen klokken fire fortsatte vi turen og tænkte, vi ville ankomme til Dakar midt på eftermiddagen. Selv om grænsekontrollen til Senegal ville tage lige så lang tid som den, vi brugte på at komme ind i Mauretanien.
Det viste sig at tage meget længere tid, og det var efter midnat igen, da vi rullede ind i Dakar, og vi var trætte. Død trætte. Vi følte os beskidte og svedige. Jeg husker, at jeg havde sand mellem mine tænder fra at være i Saharas vind
Så da vi blev sat af ved vores lejlighed, kunne vi ikke vente med at komme ind der og få lidt søvn. Men da vi opdagede, at det slet var som den, vi havde reserveret, forlod vi den.
Midt om natten tog vi vores tasker og gik ned til gaden i en stor vestafrikansk by, som vi aldrig havde været til før. Vi havde ikke noget sted at bo og havde ingen idé om, hvor de skulle hen
Tag med på denne vanvittige tur. Du kan også komme med os, når vi møder en lokal kvinde, der inviterer os til traditionelt senegalesisk frokost i hendes lejlighed. Hendes navn er Astou Ndiaye, og jeg taler til hende om livet i Senegal.
