Podcast #116 – Coca-Cola, CNN og en død telefon i Atlanta

Jeg fortsætter min køretur fra Atlanta sammen med min gamle ven, Lars, som jeg har boet hos i en uge i Atlanta.

UDLÆNGSEL

Vi taler om udlængsel og om, hvorfor vi begge har valgt at forlade Danmark, selvom vi er enige om, at det er verdens bedste land.

“Danmark er jo et fantastisk dejligt land, men der er jo også andre lande, der har noget andet at byde på”, siger Lars og fortsætter:

“Det er lidt som, hvis man kan lide spaghetti med kødsovs, så bliver man jo træt af det efterhånden, hvis man fik det hver dag”.
Jeg bryder ind: “Ja, nogen gør. Andre kan godt li’ spaghetti kødsovs hver dag”.

Lars mener, at man bliver mere åben, når man ser, hvordan andre mennesker lever.

CNN

Mens jeg var i Atlanta var jeg på besøg på CNN, som Ted Turner startede tilbage i 1976. Det var verdens første 24 timers nyhedskanal, og selvom de i dag har studier rundt omkring i hele verden er det stadig her CNN har sit hovedsæde.

Jeg var forbi og hoppede med på en rundvisning, hvilket var meget interessant.

COCA-COLA

Det er også her i Atlanta, at Coca-Cola har sit hovedsæde. Her var jeg også på rundvisning. Jeg oplevede deres museum, der viser historien bag det ikoniske firma. De viser også en rørende film, hvor den får på alle tangenter på følelsesregistret, og så er der et område, hvor man kan smage på flere hundrede forskellige smagsvarianter, som de laver rundt omkring i verden. Der er standere i et stort område, hvor man kan gå rundt fra verdensdel til verdensdel og smage på de mange forskellige slags sukkervand.

Det lyder ret fjollet og meget amerikansk, men jeg synes faktisk, det var ret spændende at opleve.

 

ATLANTA

Atlanta er hovedstad og største by i den amerikanske delstat Georgia, og hovedby i det niendestørste storbyområde i USA.

Selve byen har kun lige under en halv million indbyggere, men kigger man på indbyggertallet for storbyområdet, så ligger tallet på over 6 millioner. Dette indbyggertal er i løbet af det seneste 10 år blevet forøget med mere end en million mennesker, hvilket ifølge Wikipedia er den fjerdestørste absolutte tilvækst blandt alle storbyområder i USA.

Lars fortæller, at det er mekka for handel i denne del af USA, og så har de verdens største lufthavn.

“Der sker så meget hele tiden, og derfor er det et spændende sted at bo”, fortæller Lars.

HYGGEBOLD BLEV NÆSTEN TIL SLAGSMÅL

Jeg boede hos Lars og Marianne i en uge, og en aften spurgte Lars om jeg ville med ud og spille lidt fodbold med vennerne. Der var på små 7 mandshold med flyvende udskiftning, og det takkede jeg naturligvis ja til. Tænkte at det ville være en god måde at få lidt motion på. Og måske ville der også være en hyggelig 3. halvleg.

Det viste sig, at vi skulle spille mod et mexicansk hold, som gik voldsomt meget i det.

Det var lige ved at udvikle sig til slåskamp og dommeren havde en travl aften. Det fløj omkring sig med både røde og gule kort og det var ved at kamme helt over med skænderier og hidsighed.

 

ED SHEERAN & JAMES BLUNT

En eftermiddag fandt jeg ud af, at Ed Sheeran spillede samme aften i Atlanta, og utroligt nok var der stadig ledige billetter. Da Lars og Marianne skulle besøge nogle venner hoppede jeg på en Uber og tog til koncert.

Selveste James Blunt var opvarmning og selvom han nok mest er kendt for at lave ballader, som “You are Beautiful”, lykkedes det ham at piske en stemning op, inden den lille rødhårede englænder gik på scenen.

Der var han i næsten tre timer alene på scenen med sin guitar og sine loop-pedaler, og han var fantastisk. Sikke et enestående talent.

Så jeg filmede en del med min telefon og da koncerten sluttede var der 20% batteri tilbage. Normalt har jeg altid en powerbank med, så jeg kan give min telefon lidt ekstra strøm, men den havde jeg glemt denne aften.

Sammen med måske 15.000 andre gik jeg udenfor. Jeg bestilte en Uber og nåede lige at se, at jeg skulle kigge efter en grå Honda med en nummerplade, der sluttede på 4144. Og så døde min telefon.

Ikke nok med at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle vente på den og at jeg ikke kunne kommunikere med den, så anede jeg ikke hvor jeg skulle hen. Jeg havde blot kopieret deres adresse ind i app’en. Med andre ord, jeg var slemt på den, hvis ikke jeg fandt den.

Efter 45 minutter dukkede den mirakuløst på, og efter en løbetur efter den lykkedes det mig, at få den til at stoppe.

På vej mod mit næste stop i North Carolina overnattede vi i Charlotte, som er en fantastisk by, jeg gerne vil tilbage til og opleve noget mere af.