HACKET
Det hele begyndte torsdag den 17. april. Jeg gik en tur i de solbeskinnede bakker i Camps Bay i Cape Town med min telefon i hånden, da jeg modtog en besked fra min gamle ven Martin. Den lød bare: “Kan du hjælpe mig hurtigt?” – sammen med et par hjerter og måske en blomst-emoji.
Martin er en af de personer, der dukker op sporadisk, som en hund i et Zoom-opkald. Og selvom brugen af emojis var lidt mærkelig, blev jeg faktisk glad for at høre fra ham efter så lang tid. Han bad om min stemme i det, han beskrev som et “ambassadørskab relateret til kvinders rettigheder” – noget der lød præcis som noget, Martin ville støtte.
Hans profil virkede ægte: fuld tidslinje, velkendte billeder, masser af følgere. Jeg svarede, at jeg ville hjælpe, så snart jeg kom hjem – mit batteri var nede på 6 %. Men han insisterede: “Det skal være nu.” Så jeg spurgte hvordan.
“Bare log ind med din Hotmail.”
“Jeg har ikke Hotmail,” svarede jeg.
“Så bare log ind med Instagram.”
Så det gjorde jeg.
Mit batteri faldt til 3 %, mens jeg hurtigt loggede ind med mit Instagram-login – og sekunder senere blev jeg logget ud. Det var der, den første bølge af frygt ramte. Så begyndte e-mails at komme ind: Instagram Security meddelte, at min e-mail var blevet ændret… og derefter mit telefonnummer. Til et nummer der starter med +234. Jeg googlede det. Nigeria.
Det var dér, det gik op for mig: Jeg var lige blevet hacket. Af en nigeriansk svindler. Og det var mig, der havde givet ham nøglerne. Med en blomst-emoji.
HVORDAN KUNNE DET SKE?
Normalt er jeg ekstremt forsigtig. Jeg undgår mistænkelige links, tjekker afsenderadresser og hjælper endda andre med at spotte svindel. Men det her var anderledes. Det kom fra en, jeg kendte – eller troede jeg kendte – og på det værst tænkelige tidspunkt: 4 % batteri og en solstegt hjerne.
Så ja, jeg faldt i fælden. Fordi jeg troede, jeg hjalp en ven.
SÅ KOM STORMEN
Kort efter begyndte jeg at høre fra alle. Gamle skolekammerater. Lyttere. Selv min eks-svigermor. Beskeder strømmede ind på kryds og tværs af platforme, hvor folk gjorde mig opmærksom på, at min konto nu sendte lignende svindelbeskeder til mine følgere.
Ikke én. Ikke ti. Ikke halvtreds. Over fire hundrede beskeder blev sendt fra min konto på under et døgn. Og da jeg kortvarigt fik adgang igen, så jeg det med mine egne øjne – inklusive Stories postet med mit ansigt, der promoverede falske kryptogevinster.
JEG BEHØVER HJÆLP FRA ET MENNESKE
Jeg vendte mig mod Meta Support – eller mere præcist, det de kalder support.
Jeg indsendte rapporter, vedhæftede skærmbilleder, forklarede det hele. Jeg ventede. Og ventede. Og da jeg endelig fik et svar, kom det fra en, der hed Kitty.
“Hej Palle. Venligst start en chat for hurtigere hjælp.”
Det var problemet. Det kunne jeg ikke. Chat-knappen var væk – forsvundet. Jeg havde sendt skærmbilleder som bevis, forklaret det igen og igen, og hvert svar var det samme høflige copy-paste.
Jeg betalte for at blive Meta Verified i håb om, at det ville give mig reel hjælp. Det er jo hele pointen, ikke? Prioriteret support. Hurtigere hjælp. Rigtige mennesker. Men selv efter at have betalt, var der stadig ingen chat. Ingen direkte adgang. Bare flere e-mails med det samme råd, der ikke virkede.
Og hver gang jeg svarede med, “jeg har ikke adgang til chat – det er problemet,” fik jeg endnu en variation af:
“Vi takker dig for at tilbringe kvalitetstid med os.”
Ingen joke. Det er en ægte sætning, de sendte mig.
EN CHAT – I MINE DRØMME
Efter hacket gik jeg direkte til Metas Business Portfolio-side og åbnede en supportsag.
Til min overraskelse – og en smule lettelse – dukkede der et chatvindue op. Jeg tænkte:
“Okay, det her kan måske faktisk virke.”
Øverst stod der:
“Gennemsnitlig ventetid: 20 minutter.”
Okay, måske er Meta Support ikke så slem, som alle siger.
Jeg ventede. Og ventede. Spiste aftensmad, mens jeg holdt øje med skærmen. De 20 minutter blev til to timer. Så til seks. På det tidspunkt var den tæt på midnat i Cape Town. Jeg skrev i chatten:
“Det er ved at blive sent her. Jeg svarer i morgen, hvis nogen dukker op. I kan også skrive til min e-mail eller kontakte mig på WhatsApp.”
Så gik jeg i seng.
Klokken 01:16 – længe efter jeg var faldet i søvn – dukkede en supportmedarbejder ved navn Vivien endelig op.
Og fordi jeg ikke svarede, mens jeg sov, blev chatten lukket kl. 04:42.
Sagsstatus: Løst.
Ingen opfølgende opringning. Ingen e-mail. Og siden da har jeg aldrig været i stand til at åbne et Meta-chatvindue for den sag igen. Det var som om, jeg fik ét enkelt livline… og de klippede den over, mens jeg lå og drømte om mit ansigt i en kryptosvindel.
FIK ADGANG LIDT LÆNGERE
På et tidspunkt lykkedes det mig faktisk at komme ind på min hackede konto igen og blive der i lidt over 10 sekunder. Måske fordi det var så tidligt om morgenen, før han var mødt ind på kontoret.
Det føltes som et lille mirakel.
Min første tanke var at ændre adgangskoden og smide hackeren ud. Men det kunne jeg ikke – ikke uden at bekræfte det via hackerens telefonnummer og e-mailadresse… det nigerianske nummer og den Gmail, hackeren havde tilføjet.
Så jeg forsøgte noget andet: Jeg gik ind under “Hvor du er logget ind” og prøvede at logge hackeren ud af deres enheder. Men igen bad Instagram om den nuværende adgangskode, før jeg kunne gøre det – den, som kun hackeren kendte.
Det var en vanvittigt frustrerende catch-22
Alligevel tog jeg screenshots af alt – hackerens kontaktoplysninger, enhederne og beskederne, de sendte til mine følgere i mit navn og med mit ansigt. Jeg kunne se nogle af de personer, de havde kontaktet, inklusive mere end 400 følgere (se herunder), der havde modtaget den samme besked med kryptoscam. Nu er det flere tusinde, der har fået en DM fra mig.
Jeg forsøgte at handle hurtigt. Jeg klikkede rundt, samlede beviser og skrev noter. Jeg formåede at blive logget ind i omkring en halv time, før jeg blev smidt ud igen.
DE LOVEDE FLERE OPKALD
Til sidst lykkedes det mig at oprette en ny supportsag. Og – plot twist – jeg talte faktisk med et menneske igen: en supportmedarbejder ved navn Nick. Han bekræftede et tidspunkt for et opkald. Jeg svarede, bekræftede igen – og ventede.
Intet opkald.
Så kom Bobby. Han bad om nye tidspunkter. Jeg sendte dem.
Så Chris. Samme forespørgsel.
Så Yashu. Samme mønster.
Og til sidst Nick igen. “Vi ringer til dig mandag.”
Mandag kom. Intet opkald.
Det var der, jeg løste problemet selv. Mit danske mobilselskab havde nogle indstillinger, der blokerede for udenlandske opkald. Jeg deaktiverede det. Nu kunne jeg modtage opkald. Jeg manglede bare én ting: at nogen rent faktisk ringede.
ROLLELISTEN
I løbet af de næste to uger modtog jeg e-mails fra 22 forskellige personer fra Meta Pro Team. Her er nogle af dem: Kitty, Elaine, Sophie, Khan, Rosie, Moi, Jack, Prankul, Bobby, Chris, Yashu, Nick, Charlotte, Zoey, Julie, Joseph, Niknik, IU, Gel, Henry og Vishesh.
Og jeg begyndte at se dem som karakterer i en sæbeopera. Det føltes passende.
- Sophie: Den søde og betryggende stemme, der forsikrede mig om, at alt ville blive ordnet… inden hun forsvandt.
- Jack: Der bad mig om at sende tre nye tidspunkter… præcis som den e-mail jeg havde fået 12 timer før.
- Bobby: Der sagde, at de ikke måtte ringe via Messenger eller WhatsApp – du ved, Meta-platforme.
- Chris: Som ønskede mig “et godt helbred,” men derefter glemte, hvorfor han overhovedet havde skrevet.
- Nick: Der også planlagde et opkald… som aldrig skete.
Har jeg ikke ret? Det lyder som karakterer fra en sit-com – ikke en teknisk supportafdeling.
De fleste af dem opfordrede mig til at “starte en chat” – som jeg ikke længere havde adgang til. Det blev til en absurd joke, som jeg begyndte at sige højt til mig selv: “Bare start en chat!” Jeg tror, jeg vil have det trykt på en T-shirt.
TALER MED EN SVINDELER
Lørdag eftermiddag fik jeg en WhatsApp-besked fra en person, der udgav sig for at være “Patrick” fra Metas Cyber Recovery Team.
Naturligvis var jeg skeptisk. Jeg spurgte ham:
“Er du virkelig fra Meta Support? Hvordan ved jeg, at du ikke er en nigeriansk svindler, der bare udgiver sig for at ville hjælpe mig?”
Han svarede:
“Ja, jeg er Patrick. Jeg er fra Meta Cyber Recovery Team. Jeg er her for at hjælpe dig.”
Han sendte et billede af et ID-kort, et screenshot og et selfie med et diplom – alt sammen noget, som enhver kunne have fabrikeret. Og det havde han. De oplysninger, han henviste til, var taget direkte fra mit offentlige opslag på Facebook.
Jeg bad ham om en kort video som bevis. Det nægtede han. Så jeg gjorde det, enhver hacket digital nomade med en mikrofon ville gøre: Jeg begyndte at optage og ringede ham op.
Han svarede med “Hello Radiovagabond” – ikke “Palle Bo.” Meta kender mit navn.
Han påstod, at han var i Californien – og kendte endda det lokale klokkeslæt. Men hans accent? Klart ikke amerikansk.
Jeg bad igen om bevis. Efter lidt følelsesmæssig manipulation tilbød han en videoopkald “kun til mig.” På opkaldet smilede han ind i kameraet og sagde intet. Det viste sig senere, at det var en YouTuber ved navn Patrick – en stjålet video fra en cybersikkerheds-tutorial.
Jeg var stadig i tvivl, så jeg spillede med lidt endnu og gav ham nogle harmløse oplysninger. Han kom tilbage med… det jeg kun kan beskrive som det værste Photoshop-fupnummer nogensinde: Et billede af et tastatur, noget sløret volapyk og et screenshot af min hacked konto klistret klodset i hjørnet.
SALGSTALEN
Så kom løsningen, han tilbød:
“Vi skal købe og installere en Python Bypass Software… Den vil omdirigere gendannelseskoden og slette hackeren permanent.”
Han ville have 760 dollars for det.
Jeg googlede “Python Bypass Software scam” – og fandt præcis det, jeg havde regnet med: Endnu en svindel.
Så skrev jeg: “Godt forsøg, Patrick.” Og så blokerede og anmeldte jeg ham. Desværre var han ikke den eneste. Flere svindlere kontaktede mig og udgav sig for at ville hjælpe. Jeg rapporterede dem alle.
Men hvor havnede de rapporter?
Hos Meta.
Og vi ved alle, hvad Meta gør med rapporter… Absolut intet.
MANDAG BLEV DET PERSONLIGT
Så blev det mandag. Dag 4 efter hacket. Det var dér, jeg fik en besked fra en person, jeg virkelig holder af – en kær ven i Colombia. Hun fortalte mig, at hun havde skrevet med mig i flere dage. Og at “jeg” havde overbevist hende om at investere nogle af sine hårdt tjente penge i det kryptosvindelnummer, hackeren kørte – fordi hun troede, det var mig.
Fordi hun stolede på mig.
Heldigvis sagde hendes bank “nej nej nej”. Det var dét, der fik det hele til at stoppe. Og det var dér, det ikke længere bare var frustrerende. Det blev personligt.
På det tidspunkt havde jeg indsendt screenshots, ansigtsgenkendelses-scanninger, gendannelseskoder, høflige svar, frustrerede svar… Og jeg havde modtaget 19 forskellige e-mailsvar. Alle fra et roterende hold af Meta-medarbejdere, der venligt mindede mig om at “starte en chat” – som ikke eksisterede. Det begyndte at føles mindre som teknisk support og mere som et psykologisk eksperiment.
JEG SNAKKER MED DE FORKERTE
Det værste var, at jeg havde givet dem alle oplysninger. Jeg havde sendt dem videoer, hvor jeg bekræftede min identitet, recovery-koder, screenshots af beskeder, de sendte til mine venner – selv en video, hvor jeg sagde mit navn og holdt mit pas op foran kameraet.
Og alligevel fik jeg:
“Hej Palle, tak fordi du kontaktede Meta Pro Team. Du har kontaktet teamet for annoncer. Vi håndterer kun henvendelser relateret til annoncering.”
Undskyld, hvad?
Efter fem dage, 14 medarbejdere og 19 e-mails, fortalte de mig, at jeg hele tiden havde skrevet til det forkerte team? Hvorfor var det ikke blevet nævnt af én af dem før?
Det var som at anmelde et indbrud og få hjælp fra 14 IKEA-medarbejdere, der viser dig, hvor du kan finde dørhåndtag. Og så alligevel ikke engang det.
HACKEREN GJORDE NAR AF MIG
Mens alt det her foregik, havde jeg oprettet en ny Instagram-konto med navnet @radiovagabond_new – bare for at kunne rapportere min gamle konto som hacket. På den nye konto postede jeg en Reel – en selfie-video, hvor jeg forklarede, at jeg var blevet hacket, og at denne nye konto kun var midlertidig.
Og så skete det mest absurde: Hackeren fandt den.
Under min video skrev han en kommentar – skrevet af ”mig” fra min gamle konto, som han kontrollerer:
“I wish you good luck”
Som om han bare sad der og nød hele showet. Det var som at blive hånet af en skurk i en dårlig actionfilm.
Det her var ikke bare et brud på min sikkerhed. Det var en hån. En hån mod mine følgere, mod min troværdighed – og mod hele idéen om, at verificering betyder, at nogen passer på dig.
ET GLIMT AF HÅB?
Efter mere end en uge i mørket, fik jeg pludselig adgang til en rigtig chat igen. Denne gang med en Meta-supporter ved navn Sophie. Og hun virkede… venlig. Menneskelig. Hun lyttede, tog mig alvorligt og sagde, at hun ville eskalere sagen til det tekniske team. Jeg sagde: “Det lyder som en plan. Jeg tror på dig.” Hun svarede:
“Bare rolig. Jeg lukker ikke din sag.”
Hun prøvede endda, at ringe til mig, men det virkede ikke, så jeg spurgte om hun ikke kunne ringe på WhatsApp eller Facebook Messenger, hvor chaten foregik. Du ved, Meta platforme, men hun sagde, at det har de ikke tilladelse til.
Hun ville sende sagen videre til en dygtig tekniker, og lovede ikke at lukke sagen. Det føltes som et vendepunkt. Jeg var lettet.
Men en time efter vi afsluttede chatten… blev sagen lukket.
Bare sådan. Jeg var en Ludo-brik, der var slået hjem … igen.
ENDNU EN OVERRASKENDE DREJNING
Plottet tog en ny drejning, da jeg pludselig fik en mail fra Instagram. Min nye konto, @radiovagabond_new, var blevet suspenderet.
Uden advarsel.
Uden forklaring.
De skrev: “Hvis du mener, vi har begået en fejl, kan du appellere afgørelsen.”
Men da jeg fulgte linket for at gøre det, blev jeg mødt af beskeden “Bruger ikke fundet.” Jeg kunne ikke engang starte processen. Endnu en blindgyde.
Det absurde? Jeg havde kun oprettet denne konto for at anmelde, at min oprindelige konto var blevet hacket. Jeg postede en selfie-video som en Reel, hvor jeg forklarede, hvad der var sket – med håb om, at nogen hos Meta ville se den og forstå.
Men alligevel blev kontoen suspenderet.
Det var netop denne video, hackeren kommenterede på med et hånligt “Held og lykke med det” – som om han allerede vidste, at Meta-supporten ikke ville hjælpe mig.
Samtidig forblev den hackede konto oppe i flere dage, og Meta gjorde intet for at stoppe svindelaktiviteten. Nu var begge konti væk – men brugernavnet @radiovagabond var stadig blokeret. Jeg kunne ikke oprette en ny konto med det navn.
GROUNDHOG DAY
Nu var jeg fanget i en endeløs gentagelse. Nye personer fra Meta Pro Team dukkede op i indbakken: Rosie, Moi, Nick (igen), Bobby, Chris, Yashu.
- Alle spurgte efter nye tidspunkter for et opkald.
- Jeg svarede, bekræftede og ventede.
- Men intet opkald kom.
- Så bad de om flere tidspunkter.
- Jeg sendte dem.
- De gentog spørgsmålet.
- Jeg gentog mit svar.
Det føltes som Groudhog Day – igen og igen.
Jeg forsøgte at få dem til at forstå, at opkald fra Meta ikke nåede frem til min telefon i Sydafrika, selvom jeg havde et dansk SIM-kort. Til sidst kontaktede jeg mit teleselskab, som fandt problemet og løste det. Nu kunne jeg modtage opkald fra udlandet. Jeg var klar. Jeg var tændt. Jeg var tilgængelig.
Men Meta? De ringede stadig ikke.
MORALSK STØTTE – FRA JER
Midt i alt det her rod begyndte jeg at dele historien på min private Facebook-profil. Først tænkte jeg, at det bare var en måde at ventilere min frustration på. Men det udviklede sig hurtigt til noget meget mere.
Hundredvis af kommentarer væltede ind – fra venner, bekendte, følgere, og endda folk jeg aldrig havde mødt. De delte egne oplevelser, bød ind med forslag, eller sendte bare moralsk støtte og virtuelle kram.
Det blev en slags terapi. En følelse af, at jeg ikke var alene.
Folk skrev ting som:
“Jeg kan ikke tro, du stadig ikke har fået hjælp – det er jo grotesk.”
“Jeg arbejder selv med support – og det her er ikke acceptabelt.”
“Du skal klart lave en podcast om det her. Det er vanvittigt.”
Og det var netop, hvad jeg besluttede mig for at gøre.
MERE END TO UGER SENERE
Nu, mere end to uger senere, har jeg stadig ikke fået min Instagram-konto tilbage. Måske er hackeren også blevet låst ude… måske ikke. Jeg har ingen måde at vide det på.
Systemet fejler. Ikke kun for mig – men for alle, der er afhængige af Metas platforme og forventer reel support.
Og ja, jeg ved godt, det “bare” er en social medie-konto. Men når man har bygget et brand, en stemme og et fællesskab på disse platforme – og betaler for verificering med løfte om sikkerhed og support – så betyder det noget.
Jeg betalte for at blive verificeret, hvilket burde give mig sikkerhed og support. Og hvad fik jeg til gengæld? Gaslighting fra et defekt system, ignoreret af en parade af copy-paste-mails og hånet af den person, der hackede mig.
Men jeg skal videre med livet – og det bliver et liv uden Instagram. Jeg kan godt leve uden algoritmen, hashtags, reels og manglende support fra Meta.
Hvad jeg ikke kan leve med, er tanken om, at nogen derude bruger mit navn og mit ansigt til at snyde mennesker, der stoler på mig. Det holder mig stadig vågen om natten. For selvom kontoen måske er stille lige nu, er den stadig under hackerens kontrol. Og når som helst kan han begynde igen.
Og hvis du en dag får brug for support fra Meta:
Bare start en chat.
Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre.
JEG VIL GERNE HØRE FRA DIG
Fortæl mig hvor er du, og hvad du laver lige nu, mens du lytter til denne episode. Du kan enten sende mig en email på lytter@radiovagabond.dk eller udfylde formularen her på Radiovagabond.dk.
Eller sende en stemmebesked ved at klikke på banneret herunder.
Uanset hvad du gør, vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er altid sjovt at høre, hvem der sidder ude på den anden side af højttaleren.
DEL MED EN VEN
Har du en ven, der også er interesseret i at rejse og få inspiration til at komme ud og opleve verden? Så del denne episode. Send en besked eller ta’ telefonen og fortæl om den. Du kan også bare klikke på en af de farvestrålende knapper herunder.
SPONSOR
Som altid tak til min sponsor, Hotels25.dk. Det er et sted, du altid kan finde de bedste priser på overnatning rundt omkring i verden. Og det er garanteret den bedste pris.
RADIOGURU
Radiovagabond er produceret af Radioguru, som også kan hjælpe dig med at starte din egen podcast.
