Vaccination og forsikring

19. januar 2016

Så har jeg været igennem det helt store vaccinationsprogram, der skal dække mig ind på turen: Tyfus, Japansk Hjernehindebetændelse, Gul Feber, Rabies, Hepatitis A og Difteri.

Det var Dansk Vaccinationscenter i Aalborg, der prikkede mig en del gange. Desuden har jeg fået en recept på en bunke Malaria piller, jeg skal hente inden jeg tager afsted. Og så se om jeg kan få en ny forsyning, inden jeg forlader USA i marts 2018. Desuden skal jeg have fornyet min Rabies vaccine, når jeg kommer til Australien i sommeren 2017.

Eneste lille udfordring, som jeg håber at få klaret er en flydende vaccine mod turistmave. Den skal jeg tage 3-4 måneder inde i turen når jeg forlader Dubai og tager til Indien. Udfordringen består i, at den skal opbevares i et køleskab – og et sådan har jeg ingen planer om at tage med på turen. Så jeg er ved at undersøge om man kan købe det her DUKORAL (som det kaldes) i Dubai.

Desuden er jeg omsider ved at få knækket en nød om at finde et forsikringsselskab, der vil tage mig i mere end 18 måneder – og uden krav om et gult sygesikringsbevis, som jeg ikke har, når jeg rejser. Jeg går nu bare og venter en mail fra Bupa International i London, så jeg kan se, hvad det koster. Og jeg har på fornemmelsen af, at det bestemt ikke er billigt.