En stewardesses rejse fra Pan Am til Afrikas landsbyer
I denne episode af Radiovagabond havde jeg fornøjelsen af at sidde ned med Jeri Lynn Johnson Russell – en kvinde, hvis liv førte hende fra Pan Ams glamourøse uniformer til de støvede veje i Botswana og de varme landsbyer i Ghana. Hendes historie er samlet i hendes nye erindringsbog, A Bluebird in a Baobab, og det er en fortælling om forbindelser, kulturchok og den menneskelige styrke, hun fandt undervejs.
Jeg mødte Jeri og hendes mand Bill i deres hyggelige lejlighed i Sea Point, Cape Town, hvor brasiliansk musik spillede blidt i baggrunden. Over en lækker middag talte vi om, hvordan hendes rejse begyndte i Midtvesten i USA.
Jeri beskrev sig selv som “en pige fra Midtvesten, født i Chicago og opvokset i Appleton, Wisconsin.” Hun forlod Appleton som 18-årig udvekslingsstudent og tilbragte fire måneder i Vitória, Brasilien – en oplevelse, der, som hun sagde, “antændte en gnist.” Hendes forældre opfordrede hende altid til at “gå efter det,” og det gjorde hun, da hun rejste som stewardesse og senere som terapeut og homøopat i Afrika.
Som Jeri udtrykte det:
“Det var drømmejobbet… det bedste firma, jeg nogensinde har arbejdet for. Det var som en familie. De gjorde så meget godt for luftfarten og for folk i andre lande.”
Fra himlen til savannen:
Afrikas kald
Jeris historie tog en uventet drejning, da hun blev sendt til Sydafrika under apartheid-tiden. Selvom hun var tilbageholdende på grund af de politiske forhold, tog hun af sted – og fandt en dyb forbindelse. Hun mødte en mand i Johannesburg og blev forelsket. Men Afrika var ikke kun romantik for Jeri – det var et kald til at forstå og forbinde sig med en helt anden verden.
I de første år rejste Jeri tværs gennem Afrika, fra de tætte townships i Johannesburg til Botswanas bølgende landskaber. Hun husker følelsen af at være både “bekymret og inspireret” af de udfordringer og den stærke følelse af fællesskab, hun fandt.
Homøopati blev hendes måde at give tilbage på. Det startede, da hun boede i Johannesburg og led af en vedvarende halsbetændelse – noget antibiotika ikke kunne helbrede. To behandlinger hos en homøopat ændrede alt for hende.
Som hun forklarede det:
“Jeg blev helbredt for noget, der havde plaget mig i femten år. Det var min introduktion til homøopati.”
Homøopati og kunsten at lytte
For dem, der ikke kender til det, er homøopati et alternativt behandlingssystem, der bygger på princippet om “lige behandler lige.” Jeri forklarede, hvordan det fungerer:
Hvis du har sæsonallergi – løbende næse, rindende øjne, kløende hals – finder homøopatien et middel, der giver de samme symptomer hos en rask person. Det er som at skrælle et løg og bruge et middel lavet af løg til at behandle dine allergier.
Hun tilføjede et lokalt eksempel:
“Jeg vil også slå et slag for lokal honning. Lokal honning er homøopati på sit bedste – den indeholder små mængder af den pollen, der generer dig. En kvart teskefuld om dagen i et halvt år kan let fjerne dine sæsonallergier.”
Nogle kritikere vil måske rulle med øjnene af homøopati og påstå, at der ikke er videnskabeligt bevis bag de små sukkerpiller, løg eller dråber af honning. Men for Jeri handlede det ikke om laboratorieresultater. Det handlede om, hvad der virkede for hende – og hvad hun så virke for andre, især i lokalsamfund hvor vestlig medicin ikke altid blev brugt eller stolet på.
At lære at være gæst:
Visdom fra afrikanske landsbyer
Da Jeri flyttede til Afrika, så hun ikke sig selv som en missionær eller en frelser. Hun så sig selv som en gæst – én, der var der for at lære.
Hun sagde det så smukt:
“Regel nummer ét er, at jeg er en gæst. Jeg kommer til det sted, du bor… du holder altid et åbent sind. Du åbner dine øjne, dine ører og dit hjerte.”
En af de mest rørende historier, hun delte med mig, var fra et besøg i en landsby i Ghana. Jeri og hendes receptionist Olo ankom for at hjælpe en ung kvinde (lad os kalde hende Susie), der lå for døden med en hjernesvulst. Susie var blevet blind og døv, og Jeri var der for at give hende det, hun kunne.
Jeri beskrev scenen:
“Vi parkerede bilen og gik ind. Susie lå på tynde madrasser, hendes mave var udspilet og hård. Olo fortalte mig ikke før da at Susie var en nær ven og var den mest populære pige i vores skole.”
Så delte Jeri dette øjeblik af ordløs kærlighed: Olo lagde sin finger på sin vens mave og skrev “I LOVE U … OLO” med sin finger. Når man hverken kan se eller høre, kommunikerede hun med sin ven gennem berøring.
Dette lille øjeblik – at spore bogstaver på en vens mave – var alt, Jeri havde lært om Afrika i ét enkelt øjeblik: forbindelse, kærlighed og fællesskab.
Kærlighedens og ydmyghedens lærdom
Jeri tilbragte år med at behandle patienter i Botswana, Eswatini og Ghana. Hun så sig selv altid som en elev, aldrig som en indtrænger. Hun sagde:
“Jeg lærte mere af alle dem, jeg arbejdede med, end de nogensinde lærte af mig. Målet var at dele det, jeg vidste – og hvis de ville dele det, de vidste, så var det nok.”
Denne tilgang, fortalte hun mig, er den eneste måde virkelig at forstå et sted – at se, hvordan folk lever og elsker og kæmper, og at ære det.
Historien om Mafi Kumasi:
En landsby, der blev et andet hjem
Et sted i særdeleshed gjorde et varigt indtryk på Jeri: Mafi Kumasi, en lille landsby i Ghana. Her mødte hun en lokal healer – en mand, der havde studeret i Indien og blev en klippe for sit samfund i de sværeste tider.
Jeri beskrev ham som en mand, der “arbejdede med jordemødre og gjorde hele tiden det sted, han boede, bedre og bedre og bedre.” Hun så i ham den stille styrke og opfindsomhed, der kendetegner livet i mange afrikanske landsbyer.
Denne healers historier var uendelige – om livet, om helbredelse og om at holde et samfund sammen. For Jeri var det et vidnesbyrd om værdien af lokal viden og modstandskraft. Det var også en påmindelse om, at medicin i Afrika ikke kun handler om piller – det handler om mennesker, tradition og styrken, der opstår, når man arbejder sammen.
Baobab-træet og den blå fugl:
Et billede på at høre til
Jeris bog, A Bluebird in a Baobab, indfanger denne følelse af at høre til og lære. Den blå fugl repræsenterer hende – en udlænding, en rejsende, en der kommer og går. Baobab-træet repræsenterer Afrika – gammelt, rodfæstet og urokkeligt.
Hun forklarede det sådan:
“Jeg er den, der kommer og går. Bill plejede at sige, at jeg var denne blåfugl i min blå uniform. Men jeg er den, der kommer og går ind i dette essentielle kontinent, dette træ, der har båret millioner af mennesker i millioner af år… Menneskene her, det er den stabile historie.”
Det er et stærkt billede: en lille fugl fra et andet kontinent, der bygger rede i grene på et afrikansk kæmpetræ. Og det opsummerer perfekt Jeris tilgang til Afrika – som en gæst, som en elev, som én, der ved, at ægte forandring og forståelse opstår langsomt, gennem relationer og respekt.
En ny måde at se verden på
Mens vi talte, kunne jeg ikke lade være med at tænke på mine egne rejser i Afrika – latteren, musikken, den dybe følelse af familie og fællesskab, der gennemsyrer alt. Ligesom Jeri har jeg fundet ud af, at de virkelige skatte ved at rejse aldrig er tingene, man tager med hjem – det er forbindelserne, man knytter undervejs.
Jeri ser det på samme måde.
“Jeg ser en så dyb generøsitet her, fortalte hun mig. Jeg ser nogle gange på den vestlige verden, hvor der er så meget, og alligevel ikke nok. Der er et hul et andet sted i sjælen. Her er folk rige på familie, venner, latter, musik, læring.”
Denne forskel – mellem at have meget og at have nok – er noget, Jeri mener, at Vesten kunne lære af.
Hun sagde det så enkelt:
“Vi skal alle tage et skridt tilbage og spørge os selv, hvad der virkelig betyder noget. Og det er hinanden. Det er, at vi bevæger os fremad sammen.”
Den sidste lærdom:
Vi er bedre sammen
Mod slutningen af vores samtale spurgte jeg Jeri, hvordan hendes mange år i Afrika havde ændret hendes syn på livet. Hun tøvede ikke.
Det kan nogle gange virke ekstremt overdrevet, sagde hun. På den sidste dag handler det aldrig om, hvor meget man havde i banken, eller hvor mange kjoler man havde. Det handler om, hvem man elskede, og hvem der elskede en tilbage. Så enkelt er det.
Hun fortalte mig, hvordan hun selv under HIV-epidemien så folk dele det, de havde – naboer, der fodrede hinandens børn, hele landsbyer, der gik sammen for at sikre, at ingen blev efterladt alene.
Hvis nogen ikke havde mad, vidste man, at der ville være nogen, der trådte til, sagde hun. Selv hvis det betød, at du tog dig af din søsters tre børn og dine egne tre børn, men naboerne havde det svært, så spiser vi alle en halv yam i aften. Fordi i morgen kan jeg få brug for hjælp, og så vil de være der. Det er en helt anden måde at leve i verden på.
Det er disse historier, Jeri ønskede at dele i sin bog – og det er de historier, jeg ville dele med dig i denne episode.
Et sted for os alle
Da vores samtale nærmede sig sin afslutning, spurgte jeg Jeri, om der var ét sted i Afrika, hvor hun ville sende mig hen for at optage endnu en episode af Radiovagabond.
Hun grinede og sagde:
“Jeg ville elske at sende dig til Okavango-deltaet i Botswana. Eller måske finde dette par, jeg boede hos – et afrikaaner-par, så rige på de vigtige ting. De havde tro sammen, de havde det sjovt sammen, de havde venskaber sammen, og de delte det samme værdisystem. Det er ikke raketvidenskab – din oldemor vidste alt om det. Måske kunne du tale med dem.”
Jeg havde bedt om ét sted, men hun kunne ikke lade være med at dele mange. For det er det med Afrika – der er for mange historier, for mange lektioner, for mange stemmer, der er værd at lytte til.
En sidste refleksion:
Hvad Jeri lærte mig
Da jeg forlod Jeri og Bills lejlighed den aften, bar jeg mere med mig end bare hendes historier. Jeg bar en påmindelse om, at det at rejse ikke handler om at krydse lande af på et kort – det handler om at lære at se. At lytte. At være åben over for alt og alle.
Jeris rejse – fra Pan Am-stewardesse til homøopat i Afrika – er et bevis på nysgerrighedens kraft. Hun tog ikke til Afrika for at forandre det. Hun tog af sted for at lade Afrika forandre hende.
Og det gjorde det.
De sidste ord:
Vi er alle gæster her
Som jeg ser tilbage på samtalen med Jeri, tænker jeg på noget, hun sagde den aften i Cape Town:
“Vi er bedre med alle aldre, alle slags mennesker, alle kulturer. Vi har brug for hinanden.”
Det er et budskab, der resonerer mere end nogensinde før i dagens verden. Når vi rejser – hvad enten det er til næste land eller næste landsby – er vi alle gæster. Og det bedste, vi kan gøre, er at møde folk med åbne øjne, åbne ører og åbne hjerter.
Jeris historie mindede mig om det. Og jeg håber, den også mindede dig om det.
Indtil næste gang – fra Afrikas hjerte eller hvor din vej end fører dig. Og som altid: jeg må videre.
JEG VIL GERNE HØRE FRA DIG
Fortæl mig hvor er du, og hvad du laver lige nu, mens du lytter til denne episode. Du kan enten sende mig en email på lytter@radiovagabond.dk eller udfylde formularen her på Radiovagabond.dk.
Eller sende en stemmebesked ved at klikke på banneret herunder.
Uanset hvad du gør, vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er altid sjovt at høre, hvem der sidder ude på den anden side af højttaleren.
DEL MED EN VEN
Har du en ven, der også er interesseret i at rejse og få inspiration til at komme ud og opleve verden? Så del denne episode. Send en besked eller ta’ telefonen og fortæl om den. Du kan også bare klikke på en af de farvestrålende knapper herunder.
SPONSOR
Som altid tak til min sponsor, Hotels25.dk. Det er et sted, du altid kan finde de bedste priser på overnatning rundt omkring i verden. Og det er garanteret den bedste pris.
RADIOGURU
Radiovagabond er produceret af Radioguru, som også kan hjælpe dig med at starte din egen podcast.
