POLEN:
Kontrastfyldte følelser i Kraków

2. december 2020

Jeg besøger det jødiske kvarter i Kraków, hepper sammen med engelske hooligans og tager på en meget følelsesladet tur til den berygtede Auschwitz-Birkenau koncentrationslejr.

Cześć igen fra Kraków, Polen!

Velkommen til anden halvdel af mit besøg i en af mine nye favoritbyer i Østeuropa – eller er det Centraleuropa? Det vender vi tilbage til.

Hvis du endnu ikke har hørt den første her fra Kraków, skal du måske gå tilbage at lytte til den først, så du er med på, hvad jeg laver her.

Vi starter, hvor vi sluttede, i en samtale med min nye ven og Walkative! Free Walking Tour guide, Thomasz – en kæmpe blandt turguider her i Kraków. Bogstaveligt… han er mere end to meter høj.

DANMARK VED VM I FODBOLD

Inden jeg siger farvel, skal vi lige tale lidt om VM i fodbold, som blev spillet i Rusland, mens jeg var i Kraków. Polen var allerede blevet slået ud og nu var det tid til at Danmark skulle spille en ”vind-eller-forsvind-kamp”. Thomasz gav sine bedste ønsker til mig, og sagde, at Kroatien ville blive en svær modstander for os. Så nerverne var begyndt at melde sig.

Jeg fandt en fantastisk sportsbar tæt på Kraków Square i midten af den gamle by, som viste kampen mellem Danmark og Kroatien. Allerede i det første minut scorer Danmark, men begejstringen holdt ikke længe, for bare tre minutter senere udlignede Kroatien. Den ordinære spilletid endte 1-1, så vi skulle ud i overtid.

Mit blodtryk var på kogepunktet, da Kroatien fik straffespark kort før tiden udløb… men heldigvis har vi en Schmeichel bag stængerne, som tager den, og er nationalhelt. Helt som Schmeichel Senior var det i 1992.

Og så skule det hele afgøres på straffesparkskonkurrence. Og her var det desværre Danmark, der trak det korteste strå, men det var meget tæt og det kunne have gået begge veje.

Baren var fuld af engelske fodboldfans, som hjalp mig med at heppe for Danmark – ind imellem deres egen slagsang ”It’s coming home”. Så jeg lovede dem, at jeg ville komme og hjælpe dem med at heppe for deres hold, hver gang de skulle spille ved dette VM.

Selvom man er modstandere kan man sagtens skåle med hinanden.
Selvom man er modstandere kan man sagtens skåle med hinanden.

KRAKÓWS JØDISKE KVARTER

For at komme ovenpå igen tager jeg på endnu en Walkative! Free Walking Tour med Big Tom. Denne gang i byens jødiske kvarter.

Walkative! Free Walking Tour med min gode ven "Big Tom" Thomasz.
Walkative! Free Walking Tour med min gode ven "Big Tom" Thomasz.

I begyndelsen af turen, fortæller Thomasz noget, jeg har hørt ofte i den østlige halvdel af Europa. Polakker foretrækker at blive kaldt ”central-europæere” og ikke ”øst-europæere”. Det er noget, jeg har hørt helt fra mit første land på rejsen, Estland helt ned gennem Balkan regionen. Måske er det fordi, det har en undertone af den gamle østblok.

Thomasz bad os komme lidt tætter på, og så siger han med en dæmpet stemme, at han mener, at det er lidt noget sludder. Efter hans mening er Polen i Østeuropa. Punktum. Jeg kunne mærke, at det ikke var noget han havde lyst til at sige offentligt, så naturligvis måtte jeg da stikke en mikrofon op i hovedet på ham og spørge ”hvor er vi?”, da vi bevæger os videre til det næste stop.

ØST ELLER VEST

Thomasz  slår en høj latter op og siger:

”Som historiker og guide, betragter jeg Polen som en del af Østeuropa. Men nogle ’stolte’ polakker mener noget andet. Jeg kan godt forstå, hvor tanken kommer fra. Vi blev i gamle dage behandlet som et satellitland til Sovjet Unionen, og jeg tænker, at dette er en måde for polakker at lægge afstand til den tid. Men helt ærligt, efter min mening er grænsen mellem Tyskland og Polen der, hvor vi går fra Central- til Østeuropa”.

AUSCHWITZ-BIRKENAU

Den næste dag besluttede jeg mig for at tage på tur til den berømte og berygtede Auschwitz-Birkenau koncentrationslejr. Det er et af de ting, man skal besøge, hvis man er i den sydlige del af Polen, selvom jeg vidste, at det ikke ville blive en opløftende dag. Men nogle gange skal man gøre noget, der er svært.

Overalt i verden er Auschwitz et symbol på terror, folkemord og Holocaust. Det blev grundlagt af tyskerne i 1940, og ligger godt en times kørsel fra Kraków. Det blev faktisk startet som et fængsel for polakker, da de lokale fængsler hurtigt blev overfyldt af folk, der ikke var vilde med at deres land blev invaderet af Nazister. Det fungerede som sådan helt til slut, men hurtigt blev det også den største udryddelseslejr, hvor Nazisterne udførte deres ”endelig løsning på det jødiske spørgsmål” fra begyndelsen af 1942.

OPDELING AF LEJREN

Den første og ældste del af lejren var den såkaldte “main camp”, senere kendt som “Auschwitz I”. Den blev anlagt, hvor der i forvejen var nogle gamle polske barakker, og kunne huse 15.000 fanger – selvom der ofte var mere end 20.000 mennesker stuvet sammen her.

Tre kilometer herfra ligger Birkenau lejren – “Auschwitz II”, som husede 90.000 fanger i 1944. Det var den største del af koncentrationslejren, og det var også her de fleste gaskamre og krematorier var. Det var bygget til at udrydde jøder og fra 1942 var langt de fleste, der blev sendt hertil jøder.

Togskinner fører ind til Birkenau

Selvom der altså stadig var polske fanger, var det jøderne, der fik den mest brutale behandling. De tyske SS-fangevogtere betragtede jøder som lavest form for mennesker, og behandlede dem med til tider raffineret ondskab. De sultede, de frøs, de arbejdede hårdest og var udsat for eksperimenter til, hvordan de kunne slås ihjel.

Jødiske familier ankommer til Auschwitz-Birkenau
Gaskammer
Gaskammer
Krematorium
Krematorium
Gravsted for mange.
Gravsted for mange.

BESØG AUSCHWITZ-BIRKENAU

Det er gratis at komme ind i Auschwitz-Birkenau-området, men du bør bestille din billet på visit.auschwitz.org.

For at få en bedre forståelse af historien anbefaler jeg, at du betaler lidt for at gå rundt med en guide. Og hvis du som vi er mere end ti personer i en gruppe, vil jeg råde dig til, at du lejer hovedtelefoner, der trådløst er forbundet til guidens mikrofon.

Jøder kom fra hele Europa til Auschwitz
Jøder kom fra hele Europa til Auschwitz
Jeg anbefaler, at du lejer hovedtelefoner, der trådløst er forbundet til guidens mikrofon.
Jeg anbefaler, at du lejer hovedtelefoner, der trådløst er forbundet til guidens mikrofon.

Som jeg havde forventet var det et deprimerende besøg. På kvalmepunktet. Men jeg er stor tilhænger af at holde live i historien, så den ikke gentager sig. Derfor besøgte jeg stedet og derfor vil jeg anbefale dig at gøre det samme, når du kommer til Kraków.

FORLÆNGER MIT BESØG I KRAKÓW

Det var min oprindelige plan at tilbringe tre uger i Polen og dele min tid ligeligt mellem Kraków og Warszawa. Men efter min første uge i Kraków kunne jeg lide det så meget, at jeg bestemte mig til at gøre det til to uger her og bare en enkelt i landets hovedstad.

Pludselig var der håndværkere med larm og støv på min balkon.
Pludselig var der håndværkere med larm og støv på min balkon.

Og så havde jeg lyst til at prøve at bo i det hyggelige jødiske kvarter, som også ligger i gåafstand til sportsbaren i den gamle bydel. Så jeg fandt en Airbnb, der så hyggelig ud, men da jeg så var flyttet ind, skete der noget: De påbegyndte en renovering af bygningen, satte plastik for mine vinduer og altan, og brugte faktisk min altan som arbejdsplads og sted, de kunne stille sække med betonplader og værktøj. Der blev hamret puds fra morgen til aften og det både larmede og støvede. Ikke optimalt, og noget, jeg synes, det ville være rimeligt, at udlejeren havde nævnt, inden jeg flyttede ind.

Street art i Krakow
Street art i Krakow

FODBOLD HOOLIGANS

Og så var det tid til at jeg skulle holde mit løfte om at støtte de engelske fodboldfans tilbage i sportsbaren. En ting, jeg ikke lige havde tænkt på var, at de skulle spille mod mit broderfolk: Sverige. Men der var hundredevis af syngende englændere og kun et par enkelte svenskere, så det var ikke svært at lade sig rive med af stemningen.

Engelsk fodbold har altid klaret sig godt, men mest på klub-niveau. Det er mange år siden, de har gjort meget væsen af sig i de internationale slutrunder med landsholdet. Men dette år var det anderledes. De klarede sig faktisk ret godt, og stemningen var høj (som du kan høre i episoden).

De slog svenskerne, men som du måske husker, så var der også et farvel til England. Pokalen kom ikke hjem. I det sidste kvarter af deres sidste kamp var der et par fans, der pustede sig op (i bar mave) og agerede ret aggressive, så jeg besluttede mig for at liste hjemad inden de fik lyst til at slå på nogen, der kom for tæt på. Men det var kun et par enkelte. Langt de fleste var bare glade folk, der kunne lide fodbold, sang og fadøl.

Sæt også Schindlers museum på din liste.
Sæt også Schindlers museum på din liste.

Og det var det hele fra Kraków. Nu skal jeg mod den polske hovedstad, Warszawa. Og det glæder jeg meget til.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.  

JEG VIL GERNE HØRE FRA DIG

Hvor er du og hvad laver du lige nu, mens du lytter til denne episode. Du kan enten sende mig en email på lytter@radiovagabond.dk eller udfylde formularen på Radiovagabond.dk. Eller sende en stemmebesked ved at klikke på banneret herunder.

Uanset hvad du gør, vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er altid sjovt at høre, hvem der sidder ude på den anden side af højttaleren.

SPONSOR

Som altid tak til min sponsor, Hotels25.dk. Det er et sted, du altid kan finde de bedste priser på overnatning rundt omkring i verden.

Radiovagabond er produceret af RadioGuru.