Da jeg forlod dig på min afrikanske rejse, var jeg i Conakry, Guinea, i den vestlige del af Afrika. Med undtagelse af en enkelt flyvning fra Dakar til Conakry havde hele turen været på landjorden – i små skramlede biler og minibusser på dårlige veje.
EN DRØJ REJSE
På den måde havde jeg rejst fra Fez i den nordlige del af Marokko til Rabat, Casablanca, Marrakech, Tiznit og Tan-Tan. Derefter tilbage til Tiznit, da jeg skulle gå til hospitalet, så ned til Dakhla i Vestsahara, Nouakchott i Mauretanien, Dakar i Senegal, Gambia, Cap Skirring i det sydlige Senegal, Guinea-Bissau og derefter tilbage gennem Gambia til Dakar for at tage med et fly ned til Conakry i Guinea. Alt i alt var det over 5750 kilometer på den måde.
Busserne i Marokko var rimelige, men herefter blev de mindre, ældre og meget mere støjende med meget mindre plads. Nogle gange havde de små minibusser et levende skrigende svin bundet til taget.
Og nogle gange var det de såkaldte “Sept-Place”. En gammel Peugeot station vogn, der var lavet om til en deletaxa med plads til syv passagerer.
Ingen af disse har aircondition eller nogen køreplan. De kører først, når alle sæder er solgt. Man er altid nødt til at prutte om prisen, og man ved altid, at man betaler mange gange mere end de lokale. Bare fordi du er en hvid vesterlænding – så naturligvis er du dermed rig.
Den sidste af disse køreturer var den sidste del af min rejse på 1000 km fra Guinea-Bissau til Dakar. Her pressede jeg prisen lidt for hårdt og betalte “kun” det dobbelte af alle andre, og som straf fik jeg det værste sæde i bageste hjørne af denne gamle Peugeot.
Det var pladsen med det laveste loft og mindre benplads end de andre pladser. Som den højeste mand i bilen kunne jeg ikke føle mine ben efter 10 minutter og blev ved med at banke mit hoved mod den metalstang der var i loftet lige over mit hoved. Det skete hver gang bilen ramte en af de mange huller i vejene.
Jeg fortæller ikke dette for at give dig indtryk af, at jeg hadede mine tre måneder i Vestafrika. Fordi jeg ikke gjorde det. Tværtimod, jeg elskede det! Jeg mødte rigtig mange fantastiske mennesker, og det var et kæmpe eventyr. Men jeg var træt – både mentalt og fysisk, og begyndte at kigge efter en måde at komme ned til en af mine yndlingsbyer, Cape Town.
SYDAFRIKA VIA ETIOPIEN
Jeg faldt over en flyvning med Ethiopia Air fra Conakry, hvor jeg på den samme billet kunne få en to-dages mellemlanding i et land og en by, jeg havde ikke været i før. Så i stedet for at flyve sydpå fra Conakry til Cape Town, fløj jeg stik øst – til Addis Ababa.
ÅRETS STØRSTE RELIGIØSE BEGIVENHED
Så snart jeg landede, checkede jeg ind på Bole Skygate Hotel, et dejligt lille lufthavnshotel, og næste morgen blev jeg vækket af lyden af tusindvis af mennesker, der var ved at gøre sig klar til en parade udenfor mit hotel.
Så jeg spiste hurtigt morgenmad og gik ud for at kigge på det.
Dette er en religiøs højtid, der kaldes Timkat, og det er den vigtigste ceremoni i den etiopiske ortodokse kirke, der fejrer Jesu Kristi dåb i Jordanfloden. Det fejres hvert år den 19. januar og helt tilfældigt præcis dagen efter, jeg ankom.
Under ceremonien tages en model af en båd ark i procession. Både sangen, dansen og selve processionen var virkelig fantastisk at opleve.
KØRETUR RUNDT I ADDIS ABABA
Om eftermiddagen har jeg arrangeret med en lokal tour guide, Tom, at han skal køre mig rundt i Addis Abeba i et par timer og vise mig forskellige ting.
Addis Abeba er Etiopiens hovedstad og landets største by. Jeg havde læst mig frem til at byen har en befolkning på 2,7 millioner indbyggere – men Tom mener, at det er tættere på 6 millioner.
Det er her den afrikanske union har sit hovedkontor, og hvor dets forgænger, Organisation of African Unity var baseret. Det er også vært for hovedkvarteret for United Nations Economic Commission for Africa, samt forskellige andre kontinentale og internationale organisationer. Addis Abeba betegnes derfor ofte som “Afrikas politiske hovedstad” for dens historiske, diplomatiske og politiske betydning for kontinentet.
ER ETIOPIEN DEMOKRATISK?
Etiopien er en føderal parlamentarisk republik, og på papir lyder det hele godt og demokratisk. Men der er dog liste, der hedder “Democracy Index”, som viser hvor demokratiske lande i virkeligheden er.
Den er udarbejdet af Economist Intelligence Unit (EIU), og her er de skandinaviske lande og New Zealand øverst på listen – og Nordkorea ligger på sidstepladsen.
Etiopien er nummer 128 på listen. Så langt nede på listen og tilsyneladende ikke helt så demokratisk.
Da vi passerer parlamentet siger Tom: “Det er her de dumme ide er kommet fra”.
Jeg siger, at jeg ellers har hørt, at det er et demokratis land.
“Vi har kun navnet. Vi styres med magt, og ingen er glade for regeringen”.
Tom fortæller videre, at han er sikker på at der er valgfusk og har ingen planer om at stemme igen.
Da jeg spørger ham om de ikke protesterer eller demonstrerer, fortæller han mig, at når de forsøger, begyndte regeringen at dræbe folket.
LUKSUS I ADDIS ABABA
Vi kører ind på en parkeringsplads, fordi Tom ville vise mig en stor park med swimmingpools og springvand bag Sheraton Addis hotel. Det er et femstjernet luksushotel, hvor værelserne starter på 3000 kr. pr. nat. Vi så børn leger i poolen, nogen der tager bryllupsbilleder og i det hele taget en masse rige mennesker, der hænger ud.
Det var ikke noget, jeg havde bedt om, men jeg tænker, at Tom gerne ville vise mig noget, han var stolt af i sin by. Det var fint at se en anden side af Etiopien, men det var ikke, hvad jeg var her for. Så efter en time var vi tilbage i bilen for at se lidt mere af den autentiske Addis.
DETTE VAR EN FANTASTISK DAG – INDTIL NU
Indtil videre havde det været en rigtig god dag, men efter jeg har sagt farvel til Tom, bliver dagen helt anderledes.
I den næste episode får jeg en tekstbesked, der får mig til at tro, at jeg skal dø. Og så bliver jeg fuppet så vandet driver.
