thumb_direktos

Om at stå ved risikoen

I går var min datter, Clara og jeg på kursus i programmet iMovie. Jeg har masser af erfaring i at redigere lyd, men ikke så meget film.

Efter en halv time fik vi alle opgaven: “Lav en film på et par minutter, hvor I optager 10 klip og supplerer med nogle små klip fra YouTube. Sæt i gang…!”.

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville lave, så det var ved den lejlighed, at jeg lavede den lille film, jeg lagde her på siden i går.

Da vi tre timer senere havde set hinandens film, var der flere der spurgte mig, om det var en seriøs plan. Da jeg sagde, at det var det skam, var der en der så meget bekymret ud. “Husk nu at sørge for alle de nødvendige vaccinationer, for det er jo helt vildt alle de farlige sygdomme, du kan få rundt omkring”.

Jeg ville lyve, hvis jeg siger, at jeg slet ikke selv har haft den tanke. Jeg skal naturligvis have alle de vaccinationer, der skal til, og nok også have en stak malariapiller med, og ellers være fornuftig med at vaske hænder og tænke grundigt over, hvad jeg putter i munden. Og ud over sygdomme er der da meget andet man kan være bekymret for. Jeg kan blive bestjålet, røvet, slået ned, skudt eller køre galt.  Der er meget, der kan gå galt. Det ved jeg.

Men jeg disse bekymringer og tanker fylder sjældent ret meget. Jeg går ind i dette projekt med åbne øjne, og har besluttet mig for at jeg er villig til at løbe risikoen. Det er et bevidst valg.

Fanden skulle da stå i at lade bekymringerne tage over, blive hjemme for så at blive kørt ned på vej i Netto.

Her til aften sad jeg og læste i Ida Tins bog om sit motorcykel-eventyr i USAs ørken. Her skriver hun:  “Inden jeg tog af sted til USA, gjorde jeg op med mig selv, om jeg ville løbe risikoen. For jo, der er angst og bevidsthed om, at det kan gå galt. Helt galt. Det er et valg, tænkte jeg. Enten er jeg villig til at betale prisen, uden bitterhed, hvis jeg kommer til skade, eller også bliver jeg hjemme”.

Det er præcis sådan, jeg har det. Godt sagt, Ida!

Hun fortæller også, at hun endda har skrevet en mail til familien, at hvis der sker hende noget, skal de vide, at hun intet fortryder. At det er en byttehandel: “Stå ved risikoen og være villig til at betale prisen”.

Bekymringer kan man ikke bruge til ret meget. Man kommer langt med sund fornuft, tage sine forholdsregler og ellers være imødekommende.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterEmail this to someone