Har du vundet i lotteriet?

– ”Har du vundet i lotteriet?”
– ”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre, hvad du gør.”

Dette er sætninger, jeg hører tit. Nu, hvor jeg har rejst nonstop i halvandet år, har jeg lyst til at dele detaljer om, hvor meget, det koster mig, at leve på denne måde.

Men inden da, så tag lige et kig på mit liv siden jeg forlod Danmark den 6. juli 2016.

MINE UDGIFTER I DANMARK

Lad mig starte med at fortælle, hvad jeg havde af faste udgifter hjemme i Danmark. Her havde jeg et gammelt hus fra 1856 på 145 kvm ude på landet uden for Randers. Og her er huse billige. Jeg gav omkring 1 million for det og jeg havde afdragsfrit lån på det. Min bil var heller ikke prangende – en leaset Hyundai i30.

Alligevel løb de faste udgifter hver måned op på omkring 22.000 kr., når forsikringer, vand, varme, el, internet, kabelpakke mm kom oveni.

Dette tal holder jeg op imod udgifter til transport og overnatninger.


LEVEOMKOSTNINGER UDE / HJEMME

Hertil kommer naturligvis leveomkostninger (mad og fornøjelser), men de er i hvert fald ikke højere mens jeg rejser i forhold til i Danmark. Leveomkostningerne i Danmark er jo markant højere end de fleste af de steder, jeg rejser.

For det meste vælger jeg at bo et sted med køkken, så jeg selv kan lave mad, men det er klart, at jeg spiser mere ude. Og til de restaurantpriser, der er på de fleste af de steder, jeg har været, kan det næsten ikke gøres billigere selv at lave mad.

Dertil kommer, at når man har et hus eller en lejlighed, går man ofte og køber en masse ting – bare fordi, man har et sted at stille det. Det gjorde jeg i hvert fald. Hvad jeg ikke havde af f.eks. køkkenmaskiner og værktøj, som jeg nok i virkeligheden godt kunne undvære, kunne jeg fortælle meget om.


FORSIKRING

Da jeg er udrejst af Danmark er jeg ikke dækket af det danske sundhedsvæsen. Derfor har jeg tegnet en forsikring, der dækker al helbred og de værdigenstande, jeg rejser med. Den koster 35.000 kr. om året (omkring 2900 kr. om måneden). Det kan lyde som mange penge, men set i lyset af, at der også er åbenlyse skattefordele i forbindelse med at være ude af Danmark, er det ikke så slemt – og en nødvendig udgift.


SE REJSEUDGIFTER PÅ GRAFEN

Så lad os sammenligne de 22.000 kr. med, hvad jeg har brugt på transport og overnatninger pr. måned i det første halvandet år.

Gennemsnittet er på 9300 kr. og læg hertil de 2900 til forsikring lander vi på 12.200 kr. om måneden. Altså ca. 10.000 kr. mindre end mine faste udgifter hjemme i Danmark.

Udgifter

 

FEM MÅNEDER SKILLER SIG UD

Som du kan se er der især fem måneder, der skiller sig lidt ud som dyrere. De to dyreste var marts og april sidste år. Det var mens min yngste datter rejste med mig i fire måneder og jeg havde inviteret min ældste datter til også at besøge os i Japan. Så der var en del ekstra til flybilletter. Desuden er Japan generelt et ret dyrt land.

I oktober 2016 var jeg i Abu Dhabi og Dubai, hvor jeg brugte en del mere på overnatninger, og i oktober 2017 var jeg i Danmark for at lave noget arbejde. Her lejede jeg en bil og boede en uge på hotel i forbindelse med denne opgave.

I den anden ende skiller september 2016 sig ud. Her var jeg en måned i North Carolina, hvor jeg ikke havde udgifter på husleje overhovedet. Her var jeg ”Housesitter” og passede et hus, to hunde og vandede planter.

Tager vi disse fem måneder ud, ender gennemsnittet på 8200 kr. + 2900 kr. = 11.100 kr.


JEG ARBEJDER STADIG

Som du sikkert ved, så arbejder jeg stadig. Jeg driver fortsat mit produktionsselskab, Radioguru, hvor jeg producerer radioreklamer (for danske kunder), podcasts (for både danske og udenlandske kunder) og leverer lydsider og speaks til online videoer samt tv- og biograf-reklamer. Derudover er jeg involveret i lidt forskelligt andet, som også genererer en mindre indkomst til mig.


SÅDAN LEVER JEG

Jeg forsøger, at holde mig fra hoteller. Især kædehoteller er meget ens rundt omkring i verden (når jeg gør det bruger jeg primært Hotels25, som søger på mange hotelsøgesider på én gang). Men jeg foretrækker, at leve som de lokale, så jeg bruger primært Airbnb. Ind imellem vælger jeg at booke en hel lejlighed og ind imellem er det blot et værelse hos en lokal, hvilket naturligvis er billigere. Jeg bruger endda ofte vandrehjem (hostels).

Ofte kan jeg forhandle mig til en billigere pris på overnatning.

Det er meget sjældent prangende steder, jeg bor. Jeg har et loft, der hedder omkring 300 kr. pr. nat. Ind imellem er det meget billigere og jeg tillader mig også, at bruge mere, hvis jeg føler, at jeg fortjener, at blive lidt forkælet med lidt luksus.

Jeg bruger også Couchsurfing (gratis) og som nævnt Housesitting, som også er gratis (jeg bruger primært TrustedHousesitters.com).

Med hensyn til transport, så er det alt muligt forskelligt. Fly, busser, tog, færger, lejebiler, deletaxier eller tri-cykler/tuktuks. Her hvor jeg er nu (Nordvest-afrika) har jeg f.eks. valgt at tage ”overland” – altså ikke flyve. Det skyldes dels, at det er en kæmpe oplevelse (selvom den er meget mere udfordrende), men primært fordi, det er billigere. Endda MEGET billigere.

Jeg lever ikke i luksus, men dog komfortabelt. Er man (yngre) backpacker, kan man sikkert gøre det meget billigere end mig. Jeg er på den gode side af de 50 år, og tillader mig selv (for det meste) lidt bedre end sovesale på vandrehjem.


MANGE KAN GØRE DET SAMME.

Så for at gå tilbage til de to sætninger i starten: Nej, jeg har ikke vundet lotteriet. Denne livsstil er ikke for alle; mange har andre drømme og andre prioriteter. Men rigtigt mange vil være i stand til at leve på denne måde. Det kræver naturligvis, at man har et arbejde, man kan lave overalt. Men der er mange muligheder og dem skaber man ofte selv. Og så kræver det, at man bare kaster sig ud i det. Hvis du har en mulighed for at skabe dig et arbejde, hvor du ikke er afhængig af, hvor du er, så skal det i hvert fald ikke være økonomien, der stopper dig.