Podcast #114 – Jeg efterlod en del af mit hjerte i Nicaragua

I den seneste episode af Radio Vagabond Podcast besøgte vi et børnehjem i Esteli i den nordlige del af Nicaragua. Jeg var der sammen med min nye ven John Pappas.

Han er en succesfuld forretningsmand fra Canada, der trak sig tilbage og er nu en filantrop. Han hjælper børn fra fattige familier i Nicaragua ved at give dem sin tid og en del af sine penge til et børnehjem her. Han støtter også en ung 19-årig pige.

“Jeg har altid troet, at mit formål i livet var at tjene så mange penge som muligt, men kom til at tænke på, at jeg ikke har nogen at efterlade dem til når jeg ikke er her mere. Man skal helt sikkert arbejde hårdt, men man har også brug for en grund til at være”, siger han.

“Mange spørger mig, hvorfor jeg gør det, og siger at jeg hjælper dem så meget, og jeg siger ‘nej nej, det er, hvad de giver mig. Det er ti gange mere end, hvad jeg giver dem”.

John siger, at det er som, når du adobterer et barn. Du redder ikke barnet – det er mere barnet, der redder dig.

 

NICARAGUANSKE CIGARER

Så ville John vise mig et lille sted, hvor de producerer kvalitets cigarer. Ifølge John er den nicaraguanske cigar fremragende, og på vej derhen fortæller han mig, at det ikke er muligt at købe nicaraguanske cigarer her i Nicaragua. Det er vanvittigt, men på grund af skattelovgivningen, skal de eksportere cigarer og derefter importere dem igen. Alle cigarer, der bliver produceret her i Esteli er kun til eksport, så de markedsfører ikke deres egne cigarer her i deres eget land.

Turisterne kan tage herfra med falske eller cubanske cigarer, men kan ikke få lokale cigarer.

Vi ser omkring 25 personer, der sidder omkring et par lange borde, og ruller og forme de brune tobaksblade i store flotte cigarer. Jeg kan se, at disse mennesker kender deres håndværk. De har gjort det før.

GADEKUNSTNEREN ALEX

John introducerede mig til Alex, den mest succesrige gadekunstner her i Esteli. Han var en pioner indenfor gadekunst, og for omkring 20 år siden lavede han graffiti. Tilbage i 1997 blev han kontaktet og blev helt overrasket. Han anede ikke selv, hvor talentfuld han var.

Dette møde ændrede sit liv. På det tidspunkt vidste han ikke rigtig meget om, hvad han gjorde, men havde dette rå talent. Og da han mødte to andre talentfulde gadekunstnere, vidste han, hvad han ønskede at gøre i sit liv. Nu, 20 år senere, er Alex “kongen af ​​gadekunst” her i Esteli. Han har sit eget lille hold, de arbejder en del for cigarindustrien.

MANKU LAKE PARADISE

I denne episode tager jeg også tilbage til søen tæt på Granada, hvor jeg mødte Fernando i den første episode her fra Nicaragua. Her talte vi om det kvægselskab, han driver, hvor investorer tjener lidt penge og samtidig hjælper lokale landmænd. Gå tilbage og lyt til episode #111 for at høre dette.

Vi er i et smukt område tæt på søen, Lago Cocibolca uden for Granada – og det er her, hvor der er mange små øer – i Nicaragua kalder de dem Las Isletas.

At komme til Manku Lake Paradise er lidt af en køretur, men det er besværet værd. Selvom det kun er 7 km fra Granada, tager det 20-30 minutter at komme hertil, da den sidste halvdel er på en ujævn grusvej.

Men når du ankommer falder pulsen.

Det er så smukt og roligt, og det er umuligt at blive stresset her.

Der er et stort rundt restaurantområde uden vægge med udsigt over den smukke sø, Lago Cocibolca og poolen. Vi kan også se et par af de små øer. Det er virkelig et paradis.

Fernando fortæller mig om stedet og tager mig en tur ned til søen – og derefter bliver jeg sat op på en hest og rider lidt rundt i skoven.

365 SMÅ ØER

“Las Isletas” som lokalbefolkningen kalder dem, blev dannet, da en stor vulkan var i udbrud for tusindvis af år siden og kastede store sten i søen.

De er forskellige i størrelse. Den mindste er omkring 100 kvm, og den største er omkring 1 kvadrat kilometer. Der bor omkring 1200 mennesker på øerne. De fleste af dem er fiskere.

Et par dage tidligere var jeg på en sejltur og så at nogle af øerne har hoteller eller luksuriøse huse. Der er også ubeboede øer med kun nogle palmer, der vokser på den. Jeg så også en lille ø, hvor de eneste indbyggere var en gruppe af små aber.

JEG FIK MANDE-INFLUENZA

Som du måske husker fra den første episode her fra Nicaragua, bor jeg i en smuk stor hotellejlighed på et sted, der hedder Paraiso Granada.

Her tilbragte jeg en uge i sengen. I starten troede jeg, det var madforgiftning, men jeg fandt ud af, at det var en simpel influenza.

Det var 4-5 dage, hvor jeg stort set bare sov. Og der var jeg, helt alene i et fremmed land, og have ondt af mig selv.

Efter et par dage fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene. Jeg havde sendt en besked til den hollandske hotelchef, Ellen, og pludselig bankede hun på min dør. Hun kom med suppe, juice, frugt og et par tabletter, der kunne få min mavepine til at gå væk.

Et par timer inden jeg forlader landet taler jeg med Ellen om, at jeg har for meget i køleskabet. Hun siger mig, at jeg blot skal efterlade det og at rengøringsdame vil være så glad for at få det.

 

 

 

ET PAR ORD OM NICARAGUA 2018

Denne episode blev optaget i 2017, da alt var fredeligt i landet. Altså før 2018-konflikten. Og hvis jeg skal beskrive livet i landet lige nu med få ord: Det er skidt. Meget skidt.

Næsten ingen turister kommer her, hvilket påvirker alt.

Manku Lake Paradise er lukket for øjeblikket, og næsten ingen gæster bor på Paraiso Granada. Restauranten er stadig åben, men det er stort set kun for lokale gæster. Hver nat er der en væbnede vagt foran hotellet.

Ole med skofabrikken, som jeg talte med i episode #112 fortæller mig, at deres fabrik har været lukket siden maj 2018.

Der er kommet en ny lov i Nicaragua: Når du siger noget grimt om regeringen, kan du blive arresteret og sendt i fængsel i 30 år efter retsag, hvor du ikke kan få kvalificeret juridisk repræsentation. Du bliver sendt væk i 30 år uden mulighed for at appellere.

Regeringspolitiet analyserer billeder fra demonstrationer, og alle i billederne kan få et natligt besøg fra dem, hvor de kan blive anholdt, tortureret og sendt til fængsel i 30 år.

Jeg har hørt forfærdelige historier om, at folk havde deres tunge skåret af, og deres fingernegler trukket ud som et middel til tortur. Jeg har også hørt om, at hold af militante politifolk stormee huse med automatvåben midt om natten.

Jeg talte til en mand, der hver aften går rundt om i huset for at se, om der er et kritemærke på hans hus, hvilket vil indikere, at han er den næste. Han sagde også, at han føler at han er for gammel til at kunne overleve tortur og fængsel, så han har fortalt sin kone, at han vil vil skyde sig selv med sin egen 9 mm pistol, hvis huset bliver stormet en nat.

Han har spurgt sin kone, om hun ville have, at han skyder hende, før han skød sig selv. Forestil dig at have den samtale med din kone.

Men det er livet i Nicaragua lige nu i 2018. Og der ikke er meget håb om at det bliver bedre i nærmeste fremtid. Tværtimod.

Jeg efterlod en del af mit hjerte i Nicaragua, og jeg vil gerne komme tilbage. Jeg kan bare ikke gøre det nu.

 

I næste uge vil jeg være tilbage i USA i anden halvdel af min amerikanske road trip. Denne gang går turen fra Atlanta til New York, og det glæder jeg mig tigtig meget til.

LINKS:

Sponsor Hotels25.dk
Se billeder på Radiovagabond.dk
Følg også RadioVagabond på FacebookTwitterInstagram og YouTube.